Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Sankt Hans

Hej alle sammen

På torsdag fyrer vi op i Sankt Hans-bålet på plænen bag containerpladsen / ved siden af fodboldbanen.

Bålet tændes kl. 20.30. Vi byder på fællessang samt en kold forfriskning til både børn og voksne.

Mange hilsner fra Bestyrelsen

Ekstraordinær Generalforsamling 2022

Hej alle sammen

På mandag kl. 19.00 indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor vi skal stemme om to ting:

  1. Affaldsløsning
  2. Fliserens

Kan man ikke deltage, er man velkommen til at underskrive en fuldmagt og give en anden beboer den med. Bemærk at hver husstand kun kan medbring én fuldmagt.

Se vedhæftede indkaldelse og forslag.

Hilsner fra Bestyrelsen

Pétanque 2022

Vil I gerne have fingrene i fasanvængets petanque pokal? Så er det nu I skal pudse petanquekuglerne og tilmelde jer den årlige turnering.

Som de foregående år er turneringen for alle, der bor i Fasanvænget, og som har lyst til at møde sine naboer i hyggeligt samvær nogle gange i løbet af sommeren.

Turneringen starter i primo maj og afsluttes i august med finalestævne og afslutningsfest efterfølgende-

Alt det kan man læse mere om på petanque.fasanvænget.dk, hvor man også kan tilmelde sig.

Tilmelding

Tilmelding sendes til turnering@gf-fasanvaenget.dk senest den 30. april med oplysning om holdnavn, holdleder, e-mail og telefon nummer til denne. Man kan også tilmelde sig på turneringssiden petanque.fasanvænget.dk.

Hvis man tilmelder sig som enkeltperson – dvs. uden hold – vil vi forsøge at danne et eller flere hold på basis af enkelt-tilmeldingerne. Tilmelding skal her ske ved henvendelse til turneringsledelsen.

Turneringsplan og form meldes ud så snart det kendes, hvilke regler der gælder for at samles denne sommer.

Vel mødt

Fasanvængets petanque turneringsudvalg og ledelse.

D. 9/12: Læk på varmerør kan medføre manglende varme i hele Fasanvænget

Hej alle sammen

Vi har i dag konstateret læk i vores varmesystem, og vi har sammen med vores professionelle samarbejdspartnere forgæves søgt efter bruddet.
Der er bestilt en termografisk undersøgelse til i nat, så vi håber på at kunne finde bruddet og udbedre det i morgen.

Vi har været nødsaget til at skrue ned for vandtrykket, så derfor vil alle huse i Fasanvænget over natten (til d. 10/12) opleve manglende varme.

Hilsner fra bestyrelsen

Ladestandere

På generalforsamlingen d. 16. september 2021 fremlagde foreningens rådgivende ingeniør fra JPM sin undersøgelse omkring muligheder og priser for opsætning af ladestandere til elbiler i Fasanvænget.

Ingeniøren præsenterede fire forskellige forslag, der både inkluderede frit valg af ladebokse (valg af egen udbyder) samt fælles valg af ladebokse (valg af fælles udbyder). Ulemperne ved alle fire løsninger var de meget høje udgifter (ca. mellem 2,5 mio. kr. og 11,5 mio. kr.) samt besværet og udgiften i opsætning af transformerstationer og fordelingstavler. I forslaget fremgik også udgiften fordelt på hver enkelt grundejer (ca. mellem 7.000 kr. og 32.000 kr.). Ingeniøren anbefaling var derfor, at hver enkelt grundejer med et behov, kunne få opsat egen ladestander i egen carport for egen betaling. På denne måde var forsyningsselskabet også forpligtet til at levere den nødvendige kraft.

Det vides dog ikke, hvordan forsyningsselskabet agerer, og om det kan komme til at koste foreningen, hvis for mange grundejere vælger at installere ladestandere, og der dermed ikke kan leveres den forpligtede og fornødne kraft uden at skulle opsætte ekstra/nye generatorer. Bestyrelsen sørger for juridisk bistand til at sikre sig et svar på dette.

Præsentationen af de fire forslag kan ses her.

Affaldssortering

På generalforsamlingen præsenterede formanden de hidtidige planer om affaldssortering i Fasanvænget. Præsentationen kan findes her.

På generalforsamlingen blev det besluttet, at bestyrelsen skal arbejde videre med nedgravede løsningsforslag.

Det blev på generalforsamlingen understreget, at placeringen af containere skal udarbejdes i samråd med konsulenter fra kommunen. Gårdene kan komme med forslag til placering, men det skal endeligt godkendes af kommunen.

Generalforsamling 2020 + 2021

Husk generalforsamling 2020 + 2021, som er slået sammen og afholdes torsdag d. 16. september kl. 17.00 i mødelokalet på Kokkedal Skole Vest (ved skoletandlægen).

Er man forhindret i at komme, kan man udfylde en fuldmagtsblanket og aflevere den til en nabo eller en anden grundejer i Fasanvænget. Det er kun muligt at afgive én Fuldmagt-blanket pr. husstand og kun muligt at modtage én fuldmagt pr. grundejer.

Se indkaldelse, regnskaber og budget samt forslag her: Generalforsamling 2020+2021

Mange hilsner fra Bestyrelsen