Lokalplansager

Bestyrelsen skelner – i overensstemmelse med kommunens grundholdning – i denne henseende mellem husenes udseende, som det fremtræder fra indgangssiden, og som det fremtræder fra havesiden bag hækkene. Den ydre “skal” bør opretholdes med en fælles arkitektonisk og landskabsmæssig ensartethed – gule og grønne “mure” -, med de små variationer som fastlægges i lokalplanen f.eks. vedrørende farvevalg til træværk.
Kravene til udseendet mod havesiden behøver derimod ikke at være helt så rigoristisk, så længe en ændring ikke udefra virker skæmmende eller på anden måde generende for naboer. Da de forskellige gårde også i nogle tilfælde ligger i forskellige højde koter er indsyn og taglinier også elementer, der bør inddrages i vurderinger af accepten af individuelle tiltag i haverummet.

Aktuelle sager med afgørelser:

Vandskuring af mur
I lokalplanen §7: Bebyggelsens ydre fremtræden står i §7,1: “Den eksisterende bebyggelses teglfacader må ikke ændres ved vandskuring, pudsning, maling eller andet, som ændrer bebyggelsens udseende.”
En boligejer har gennemført en vandskuring af mur vendt mod havesiden, hvilket kommunen som påtaleberettiget har konkluderet skal lovliggøres både vedrørende fællesmuren til naboen og egen mur til værelser mod haven. Bestyrelsen vil gerne allerede nu advare om, at tilsvarende projekter ikke kan forventes at opnå dispensation fra lokalplanen, ligesom tilbageførsel til oprindelig stand må forventes påbudt, såfremt sådanne ændringer alligevel gennemføres.

Vinduer i lang væg til stue i endekædehuse mod Ullerødvej
Kommunen har været inddraget i spørgsmålet om tidligere opsatte vinduer mod fællesarealer i vægflader mod Ullerødvej, og overensstemmelsen med lokalplanen. Karlebo Kommune har mere eller mindre eksplicit i 1985 og 2006 givet tilladelse til gennemførelsen af ændringen af facaderne. Grundejerforeningen har i sagerne accepteret opretholdelsen af de etablerede vinduer, og kommunen har derefter i sagerne taget disse til efterretning, så vinduerne kan opretholdes. Tilsvarende dispensationer fra lokalplanen vil i fremtiden ikke kunne forventes opnået.

Tagrenovering
Som bekendt har grundejerforeningen efter generalforsamlingsbeslutning herom iværksat et projekt, der skal belyse mulighederne for at gennemføre en energimæssig efterisolering af tagene i forbindelse med nylægning af tagpap på vore tage. Dette projekt bearbejdes p.t. bl.a. i samarbejde med kommunen. Uanset dette har en beboer søgt kommunen om tilladelse til at gennemføre et isoleringsprojekt, som kommunen har givet principgodkendelse af i december 2008 på følgende vilkår:
– at den nye zinkdækning maksimalt forhøjes med 8 cm.
– at den nye zinkdæknings underkant svarer til det eksisterende, og er i
overensstemmelse med de øvrige inddækningers underkant.
– at tagfladen ikke forhøjes udover zinkdækningens overkant, jf. lokalplanens § 7,2,
som bestemmer, at tagfladen skal holdes lavere end de eksisterende murkroner.
– at regnvandsafledningerne principielt udføres som tidligere, og at der ikke opsættes
nogen form for tagrender.
-at taget dækkes med tagpap svarende til de eksisterende tage.
Kommunen anbefaler om muligt at overveje at afvente det igangværende projekt fra grundejerforeningen, hvilket vi naturligvis også gør for evnt interesserede.

Hække – “Grøn mur”
Bestyrelsen følger bedst muligt andre lokalplansager i den nye Fredensborg Kommune og kan i den forbindelse referere en sag, hvor en grundejer ændrede hækbeplantningen omkring sin have til et plankeværk og i den anledning blev pålagt en “lovliggørelse” d.v.s. fjernelse og retablering af hæk. Vor lokalplan siger i § 9.1: “Hegn mellem de enkelte parceller og mod fællesarealer skal bestå af levende hegn i en højde på ikke over 1,80 m. —“. Det må anbefales at plankeværksejere snarest muligt bringer nævnte forhold i overensstemmelse med lokalplanen ved straks udenfor plankeværket at anbringe egnede hækplanter, som indenfor 2 – 3 år vil kunne dække plankeværket.

Overdækkede terrasser
Lokalplanen tillader ifølge § 6,2 at opføre en udestue, som nærmere er arkitektonisk defineret i et bilag til planen. En stor del af områdets huse har en ikke i lokalplanen omtalt overdækning af terrassen, som for nogle er godkendt ved en specifik dispensation, men for andre ikke foreligger specifikt registreret som en godkendt byggesag i kommunen. Det kan dog oplyses, at det ved en byrådsbeslutning i 1975 vedtoges, at der kan meddeles tilladelse til etablering af overdækkede terrasser i gårdhaverne på vilkår, at overdækningen udføres med gennemsigtige plader, og at terrasserne ikke udføres i større længde end 4 m.( til flugt af væg mellem værelse og opholdsstue ). Bestyrelsen forventer, at uautoriserede og evnt. nye terrasseoverdækninger fortsat vil kunne opnå dispensation efter disse regler.