Kære alle sammen i Fasanvænget
Bestyrelsen er for nyligt blevet gjort bekendt med et orienteringsbrev om en ny antennemast på 42 meter, der ønskes etableret ved nyttehaverne på den anden side af togbanen. Den skal bidrage til bedre mobildækning i området.
Det er kun enkelte beboere i gård 1 samt ejere af nyttehaverne, der har fået denne besked i Fasanvænget. Vi synes dog, at I alle skal have muligheden for at få denne information.
Bestyrelsen er ikke på noget tidspunkt blevet hørt i sagen. Derfor vil vi i aften på kommunens årlige fællesmøde for bolig- og grundejerforeninger stille spørgsmålstegn ved det. Vi synes kun, det er rimeligt, at vi som bestyrelse orienteres om projekter, der på en eller anden måde har betydning for vores grundejerforening.
Vi vil gerne opfordre grundejere, der evt. skulle have invendinger mod projektet, om selv at henvende sig til kommunen. Høringssvarfristen er allerede nu på torsdag. Yderligere info findes i det vedhæftede dokument.
Da vi i bestyrelsen har erfaret, at holdningen blandt grundejerne i Fasanvænget til en eventuel kommende antennemast er blandet, føler vi os ikke i stand til at lave et fælles høringssvar.
Mange hilsner fra bestyrelsen