Nyheder juni 2024

Affaldssortering  pr 10.06.2024

Vi har nu kørt med den nye affaldssortering i ca 6 uger og er blevet bekendt med yderligere nogle forhold, der er grundlag for at præcisere.

Plastaffald inkl. drikkekartoner og dunke. Der må ikke lægges fyldte affaldssække i plastcontaineren, da de er for store. Når de proppes ned i plastcontaineren, popper de op og sætter sig fast i indkastet. Brug max. 30 liters affaldsposer i stedet. Drikkekartoner skal foldes sammen, så de ikke fylder så meget, og der dermed er plads til mere.

Madaffaldsposer får hvert hus leveret 200 stk. af om året, og som der står på poserne, er de kun til bioaffald. Hvis man har behov for flere end de 200 poser, er det egenbetaling og skal bestilles hos Fredensborg Forsyning.
 

Fibernet

TDC Net graver fiber ned i Fasanvænget, og i den forbindelse vil alle husstande få tilbudt gratis installation af boks i huset. Det kræver, at man takker ”ja”, når man modtager brev fra TDC. Selvom det i brevet kan virke som om, at man skal vælge udbyder, så er det ikke tilfældet. Der er intet krav om, at man vælger udbyder eller benytter fibernettet. Man kan fortsætte med den aftale, man har på nuværende tidspunkt.

Hvis man ikke ønsker at få fiber installeret nu, kan man sagtens få etableret det senere hen, men så skal man selv betale for det. Bestyrelsen anbefaler derfor, at man takker ja i denne omgang ved at følge anvisningen i TDC Nets brev.

Man skal være opmærksom på, at der pt ikke er en foreningsaftale på coax-signalet pr. 1. juli 2025, så det vil være smart at overgå til fiber inden da.

Er man allerede interesseret i at overgå til fiber, når det er installeret, har man mulighed for at vælge mellem 13 forskellige udbydere. Se listen her.

Arbejdet vil foregå i løbet af sommeren og efteråret, og det kræver adgang til boligen/haven på en aftalt dato. Kablerne skydes – om muligt – under jorden, så det ikke er ødelæggende for haverne og områderne omkring.

TDC Net forventer at have gjort arbejdet færdigt inden udgangen af 2024.

Vi skriver ud igen, når der er nyt. Har man spørgsmål, kan man skrive til kommunikation@gf-fasanvaenget.dk

Sankt Hans Aften

Ingen tørke i år, så vi gennemfører Sankt Hans Aften på plænen ved siden af fodboldbanen.
Bålet tændes kl. 20.30. Der vil blive serveret en øl og en vand.
Vi glæder os til at se så mange som muligt.

Rigtig god sommer!
Hilsner fra bestyrelsen