NYHEDSBREV PÅ MAIL
Desværre oplever vi problemer med udsendelsen af nyhedsbrev, da vores udbyder af denne tjeneste (Mailchimp) blokeres (soft bounces) hos enkelte mailudbydere – heriblandt gmail, youmail, icloud og dadlnet.
Vi prøver ihærdigt at få løst problemet. Vi poster nyhederne i Fasanvængets Facebookgruppe samt på hjemmesiden www.gf-fasanvaenget.dk, så alle har mulighed for at læse dem.
VARMEPROBLEMER
Vi har som altid store udfordringer på varmen – især når det er så koldt som nu med østenvind.
I sidste uge havde vores ecl-styring (den som styrer fremløb og returtemperatur) et udfald, hvor temperaturen faldt til 40 grader i hele Fasanvænget.
Dette blev hurtigt fikset ved at sætte begge varmevekslere i gang og skrue vores pumpetryk op til max.
I går var der enkelte husstande der var helt uden varme og varmt vand. Problemet i Fasanvænget er, at alle husstandene sidst på strengene i hver gård, ikke kan få tilstrækkelig varme ud i deres hjem.
Undertegnede, vores VVS (Brillgaard) og en konsulent var ude hele dagen i går for at hjælpe de berørte grundejere. Vi kom ikke helt i mål. Der vil blive arbejdet videre i dag med at skylle igennem og få fikset problemet.
I mandags, blev der skiftet en radiator i gård 2, så det var årsagen til, at der ingen varme var i halvanden time. Husk at kontakte servicetelefonen ved problemer, da der på Facebook kan opstå misforståelser og ukorrekte oplysninger. Tages telefonen ikke (og det gør den ikke, hvis vi er i et opkald med andre grundejere), læg da en besked. Så vender vi tilbage til jer.
Lad ikke andre end G/F’s ansatte og godkendte fagfolk forsøge at udbedre evt. skader. Det kan skabe en masse bøvl i forhold til forsikring.
Kontakt gerne servicetelefonen ved spørgsmål eller tvivl inden for normal åbningstid. Kun akutte henvendelser bør foregå uden for åbningstiden.
Servicetelefon 24 44 28 92
Venlige hilsner fra Michael/servicemedarbejder.
GENERALFORSAMLINGEN 2020
Vi måtte udsætte vores generalforsamling i 2020 på ubestemt tid. Måske ender den med at blive helt aflyst, således at vi først mødes igen til generalforsamlingen 2021.
Af denne årsag er vores regnskaber og budgetter ikke blevet godkendt, og det betyder, at vi i Bestyrelsen ikke har grundejernes opbakning og godkendelse til at gå videre med de igangværende projekter.
Det er også grunden til, at der ikke været mange nyheder på vores kanaler siden oktober.
ELBILER
Vi ved, at der blandt jer er stor interesse for muligheden for at etablere ladestandere til elbiler i Fasanvænget.
Over en længere periode har vi drøftet mulighederne med Fredensborg Kommune og med Radius. Det har foranlediget os til at få det rådgivende ingeniørfirma – JMP Aps – til at udarbejde en rapport med de muligheder, der er for os på nuværende tidspunkt.
JPM Aps meddeler i deres rapport, at hverken myndigheder eller selskaber ønsker at bidrage til etablering af ladestandere i Fasanvænget. Det er derfor en meget bekostelig affære for G/F, da vi selv skal varetage finansieringen.
Vi ser frem til næste generalforsamling, hvor vi vil fremlægge en mere detaljeret plan.
AFFALDSSORTERING
Kommunens nye plan for affaldssortering er naturligvis også gældende for os. Vi ved, at det bliver nødvendigt at etablere løsninger i alle gårde, men da det også her bliver en bekostelig affære for G/F, er vi afhængige af en godkendelse af budget til generalforsamlingen.
VELKOMSTFOLDER
Der vil i næste uge blive omdelt en velkomstfolder, der indeholder de mest væsentlige og vigtigste informationer og regler for G/F Fasanvænget. Den vil også kunne rekvireres hos gårdmændene på deres kontor ved varmecentralen, hvis det bliver nødvendigt.
Folderen kan altid findes (og downloades) på vores hjemmeside i en løbende opdateret udgave (fx med regler om affaldssortering, elbiler og hvad der ellers må komme af nye tiltag/beslutninger).
KONTAKT
Husk at al kontakt til Bestyrelsen kan ske via vores kontaktformular på hjemmesiden. Der er også mulighed for at skrive direkte til den respektive ansvarlige i Bestyrelsen, hvis man har en mere specifik henvendelse.
Navn | Område(r) | Adresse | |
Hans Kristensen | Formand Langtidsøkonomi | FV 341 | formand@gf-fasanvaenget.dk |
Tilde Eschenburg | Sekretær/næstformand Hjemmeside/nyheder YouSee | FV 297 | kommunikation@gf-fasanvaenget.dk |
Steen Kledal | Grønne områder Containerplads | FV 276 | omraade@gf-fasanvaenget.dk |
Henrik Jønsson | Lokalplan Langtidsøkonomi | FV 213 | lokalplan@gf-fasanvaenget.dk |
Bent Nielsen | Gårde Gårdrepræsentanter Legepladser | FV 420 | gaarde@gf-fasanvaenget.dk |
Niels Gervig | Kasserer | FV 282 | kasserer@gf-fasanvaenget.dk |
Per M. Jensen | Varme | FV 143 | varme@gf-fasanvaenget.dk |
Mange hilsner fra alle os i bestyrelsen